P-vejvisning fordeler trafikanterne bedre i Kolding

Kolding Kommune havde et af Danmarks ældste parkeringshenvisningssystemer. Systemet var forældet og er nu blevet erstattet, da Kolding Kommune har investeret i et nyt parkeringsvejvisningssystem fra ITS Teknik A/S. Henvisningssystemet skal hjælpe kommunen med at minimere den parkeringssøgende trafik i centrum af Kolding.

”I centrum af Kolding er der mange spredte parkeringsområder, som skaber meget parkeringssøgende trafik. Formålet med parkeringshenvisningssystemet er at gøre det lettere for bilisterne at finde de ledige p-pladser og derved fordele parkanterne bedre ved at udnytte alle byens parkeringsområder,” forklarer Maja Meldgaard Grøndberg, der er trafikplanlægger i Kolding Kommune.

ITS Teknik vandt i 2017 udbuddet og er i dag totalleverandør af parkeringsvejvisningssystemer i Kolding Kommune. Systemet giver detaljeret data om 23 af kommunens parkeringspladser, herunder også særskilt data for handicappladser og reserverede pladser. De velkendte blå parkeringstavler, der er placeret forskellige steder i Kolding, viser hele tiden det aktuelle antal ledige p-pladser.

Detaljeret data om parkering styrker trafikplanlægningen

Kolding Kommunes parkeringsvejvisningssystemer er baseret på forskellige registreringsmetoder som spoler i vejbanen ved parkeringspladsernes ind- og udkørsler eller single space detection (SSD), hvor det registreres, om den enkelte parkeringsbås er optaget. Det giver kommunen detaljeret information om, hvilke pladser der ofte er optaget, og hvad belægningsgraden er på de enkelte parkeringspladser.

Single space detection findes eksempelvis i Koldings parkeringshuse, hvor røde eller grønne signaler over hver enkelt p-plads viser, om pladsen er ledig.​

​”Vi vil gerne gøre parkering så brugervenligt som muligt. Single space detection gør det nemt at finde en ledig p-plads i parkeringshuse, hvor det kan være svært at orientere sig. Handicappladser og reserverede p-pladser bliver også overvåget og registreret enkeltvis. På den måde kan vi sørge for, at disse særlige p-pladser ikke tæller med i antallet af ledige p-pladser og dermed sikre, at systemet giver et retvisende billede af den aktuelle parkeringssituation,” siger Maja Meldgaard Grøndberg.​

For trafikplanlæggeren i Kolding Kommune har det været en stor hjælp i det daglige arbejde, at hun med parkeringsløsningen fra ITS Teknik har fået adgang til statistik og data om de enkelte parkeringspladser. Særligt benytter hun data om belægningsgraden hen over dagen for de enkelte parkeringspladser.

”Vi kan se rigtig meget ud fra disse data. Nu kan vi følge med i, hvordan belægningen er på vores parkeringspladser, hvordan flowet er i løbet af døgnet, hvilke parkeringspladser der har en høj belægningsgrad, hvilke der ikke benyttes så meget, og hvor vi har behov for at skabe ekstra fokus på parkeringspladsen,” forklarer Maja Meldgaard Grøndberg og tilføjer:

”Statistikdelen er et rigtig godt værktøj, som vi bruger til at støtte op om og dokumentere de daglige beslutninger i vores arbejde. Det kan både være i det politiske arbejde, men også i den daglige borgerkontakt. Vi er lige gået i gang med at udarbejde en parkeringsanalyse for Kolding centrum. I analysen vil data og statistikker fra parkeringshenvisningssystemet blive brugt som primær datakilde.”​

Driftssikker parkeringsvejvisning uden kollektive nedbrud

En af de store fordele ved parkeringsløsningerne fra ITS Teknik er, at der er tale om et autonomt system med en decentral server. Det forklarer vores softwareingeniør Claus Tejlmann Madsen:

”Hvert parkeringsområde har sin egen ITS parkeringscontroller. Det betyder, at de enkelte p-områder driftsmæssigt er uafhængige af hinanden. Dette er en stor fordel sammenlignet med andre systemer, der bruger en centralt placeret server, hvor al dataopsamling og behandling vil fejle ved nedbrud. Det giver samtidig mulighed for at tælle lokalt på pladsen og lave databehandling ude på det enkelte parkeringsområde og have specielle funktioner som bomstyring, specielle infostandere og meget mere.”

På baggrund af data i parkeringshenvisningen arbejder Kolding Kommune på at lancere en hjemmeside i november 2018, som vil informere om, hvor det er muligt at finde ledige parkeringspladser i centrum af Kolding. Der er et ønske om at gøre det let tilgængeligt for bilister at planlægge parkering i centrum samt synliggøre ledige parkeringspladser i nærheden.​

Fakta om parkeringsvejvisning fra ITS Teknik

ITS Teknik A/S kan levere et autonomt parkeringssystem med decentrale trafikcontrollere. Hvert parkeringsområde har sin egen controller, hvilket giver en større fleksibilitet i forhold til dataopsamling og behandling. Det sikres hele tiden, at parkeringsdata lagres på flere controllere, så hvis der sker udfald på en enhed, vil en anden automatisk overtage driften. Vores ITS Parkeringssystem kører på styresystemet Linux, der sikrer en solid og driftssikker platform. Vores system gør brug af åbne og kendte protokoller, der gør det nemt at tale sammen med andre systemer og udvikle kundetilpassede løsninger og interface. Til detektering af køretøjer kan vi tilbyde induktive spoler og SSD’er (single space detection) til montering i både loft og asfaltbelægning. Kunder får adgang til en række statistikprofiler og rapporter med data, heriblandt information om belægningen og ind- og udkørende trafik.

VEST​

Skomagervej 2A

DK - 7100 Vejle

Tlf.: +45 76 43 16 10

E-mail: info@its-teknik.dk

ØST

Københavnsvej 265
DK - 4000 Roskilde


Tlf.: +45 46 75 72 27
E-mail: info@its-teknik.dk

​CVR nr. 26862019

​Bank: 7562-1122334 (Jyske Bank)

IBAN nr.: DK4875620001122334

BIC-Kode (SWIFT): JYBADKKK​​