ITS Teknik har for første gang i Danmark installeret et cykelbarometer med kameraregistrering. Det er banebrydende, fordi det nu er muligt at skelne mellem fodgængere og cyklister, hvilket giver en langt mere præcis optælling. Det nye cykelbarometer er installeret i Nyborg som et led i kommunens byudviklingsindsats.
”Den nye løsning kan skelne mellem større mængder af cyklister og fodgængere fra hinanden, uden vi skal lave spoler i vejen og ødelægge asfalten. Der er ingen tvivl om, at vi i fremtiden vil gøre meget mere brug af videoregistrering, når vi skal levere cykelbarometre til vores kunder,”
siger Henrik Lomholt, der er Key Account Manager hos ITS Teknik.
Cykelbarometre med kameradetektering og i tråd med GDPR
Cykelbarometret er installeret på Storebæltsvej i Nyborg og har til formål at følge udviklingen i antallet af borgere, der lader bilen stå.
”Storebæltsvej er en vej med rigtig meget trafik, hvor mange børn færdes for at komme til idrætscentret. Med cykelbarometret vil vi gerne gøre det mere attraktivt for fodgængere og cyklister og vise dem, at de er prioriteret. ITS Tekniks kameradetektering giver os mulighed for at registrere både cyklister og fodgængere,”
siger Mikkel Elkær Ibsen, der er byplanlægger hos Nyborg Kommune.
Kameraet sidder på en mast foran barometret og bruger kunstig intelligens til at tælle de mennesker, som går eller cykler.
”Tidligere har vi målt fodgængere og cyklister via trykfølsomme censorer, der er lagt ned i vejen. Ulempen var, at vi ikke kunne skelne mellem cyklister og fodgængere, og hvor mange personer der helt præcist passerede i myldretiden. Kameraregistreringen viser vejen for fremtidens cykelbarometre, da vi nu kan tælle mere nøjagtigt,”
siger Henrik Lomholt og fortsætter:
”Videostreamingen af de forbipasserende cyklister og fodgængere bliver ikke gemt online eller som optagelser. Hverken fodgængere eller cyklister i Nyborg skal derfor være bange for at blive genkendt nogle steder. Så snart kameraet har registeret en forbipasserende, bliver billederne slettet.”
Cykelbarometer skal medvirke til et attraktivt byliv
ITS Tekniks cykelbarometer er installeret som led i en stor byudviklingsindsats i Nyborg Kommune. Det forklarer kommunens byplanlægger:
”Lige nu er områderne omkring Storebæltsvej kendetegnet ved gamle industribygninger, tankstationer og fastfoodrestauranter. Vi arbejder med en strategi, der skal gøre det mere attraktivt at færdes for byens borgere i området. Vi vil gerne etablere et pulserende byliv med butikker og restauranter og forventer, at cykelbarometret kan være med til at opfordre folk til at gå og cykle,”
siger Mikkel Elkær Ibsen og fortsætter:
”Cykelbarometret er etableret med en 32 tommer fladskærm, der ikke kun viser antallet af cyklister og fodgængere. Barometret kan også informere byens borgere om vejret og kommende begivenheder i byen. Det er en helt perfekt løsning, fordi der færdes rigtig mange mennesker på Storebæltsvej.”
Kamerateknologi effektiviserer arbejdsmetoden
Den nye kameradetektering er gennemtestet hos ITS Teknik for at sikre, at hele installationen og tællemetoden fungerer korrekt. Med kameraløsningen bliver det også lettere for programmørerne at logge på systemet og foretage hurtige justeringer.
”Kameradetekteringen gør hele processen mere effektiviseret sammenlignet med installationer af spoler i asfalten. Når kameraet er leveret, kan vores medarbejdere logge på systemet fra vores kontor, hvor de kan styre og justere installationen,”
siger Henrik Lomholt.
Cykelbarometret blev etableret i slutningen af 2019 og forventningerne til effekten er store hos Nyborg Kommune:
”Vi har et godt samarbejde med ITS Teknik. Nu glæder vi os til at følge udviklingen i antallet af cyklister og fodgængere,”
siger Mikkel Elkær Ibsen.